Rengøring af drivhus
Drivhus & køkkenhave,Have

Rengøring af drivhus

I det tidlige forår, før havesæsonen for alvor bliver skudt i gang, er det en rigtig god idé, at give drivhuset en grundig rengøring.

Udover at drivhuset uden tvivl ser pænere ud bagefter, så er det også med til, at forebygge skadedyr og diverse plantesygdomme.

Sådan gør du drivhuset rent for trin for trin:

 

1. Tøm drivhuset

Start med at tømme drivhuset. Fjern planterester, potter, plantebord, håndredskaber osv.

 

2. Fjern det øverste lag jord

Grav det øverste lag jord væk fra alle drivhusets bede. Denne jord er ‘brugt’, fattig på næring og kan være fyldt med sygdomme og skadedyr i dvale.

 

3. Spul drivhuset

Tag haveslangen eller højtryksspuleren frem og spul hele drivhuset både udvendigt og indvendigt. Det tager det værste spindelvæv, skidt, mos og bladnedfald. Hvis du bruger en højtryksspuler, så pas på, at den ikke er så kraftig, at den ødelægger glasset.

 

4. Rengør drivhuset

Fyld en spand med varmt vand og tilsæt en kapselfuld flydende, brun sæbe. Brug en god vaskebørste – f.eks. en autobørste – til, at skrubbe hele drivhuset grundigt med sæbevandet. Indvendigt og udvendigt – og i alle kroge. Lad det sidde i 15-30 minutter. Imens kan du sortere, rengøre og rydde op/ud i de ting, som du har taget ud af drivhuset.

 

5. Spul drivhuset

Tag haveslangen eller højtryksspuleren og spul hele drivhuset grundigt fri for sæbevandet både indvendigt og udvendigt. Herefter kan du lade drivhuset lufttørre. Lad døren til drivhuset stå åben, indtil drivhuset er helt tørt.

 

6. Klargør drivhuset

Imens drivhuset lufttørrer, kan du fylde nyt jord i alle drivhusets bede, og sætte alle de ting tilbage i drivhuset, som du har valgt at gemme. Herefter er dit drivhus klar til den kommende sæson.