Rundbladet pelargonie (Pelargonium x hortorum)
Type: enårig, sommerblomst
Blomstring: fra forår til efterår
Farver: hvid, rosa, pink, rød, orange, tofarvede m.fl.
Højde: typisk 25-50 cm.
Bredde: typisk 25-30 cm.
Placering: fuld sol, porøs og veldrænet jord, tåler ikke frost
Egenskaber: velegnet som snitblomst
Mine bedste tips
Rundbladet pelargonie er generelt en meget nem plante, som blomstrer flittigt og hurtigt sætter kulør på altanen, terrassen eller i haven. Herhjemme har vi den ofte på terrassen i sommerhalvåret i flere forskellige farver.
Rundbladet pelargonie kræver ikke gødning og kan fint klare sig uden, men hvis du vil maksimere antallet af blomster, kan du gøde med NPK-gødning én gang om måneden henover sommeren.
Rundbladet pelargonie egner sig til stiklingeformering og det er ikke særlig svært:
I sensommeren kan du tage stiklinger fra planten. Tæl 6 blade ned fra toppen af et skud og skær over. Fjern alle eventuelle knopper og blomster fra stiklingerne samt de fire nederste blade, så stiklingerne kun har to blade øverst.
Fyld nogle potter med så- og priklejord. Sæt stiklingerne i potterne. De skal ca. 3 cm. ned i jorden og stå med ca. 5 cm. mellemrum. Tryk forsigtigt jorden fast omkring stiklingerne.
Potterne placeres i et lyst rum, men ikke i direkte sollys, hvor de sættes i et vandbad. Sørg for, at der altid er vand i vandbadet.
Når stiklingerne begynder, at ‘fylde’ og producere nye blade, kan de omplantes til potter med almindelig blomstermuld – én plante i hver potte. Potterne sættes i en solrig vindueskarm, hvor de fortsat vandes nedefra (underskål med vand).
Planterne er klar til, at komme ud, når det bliver forår og der ikke længere er risiko for frost.
Fra mit hjem til dit, Heidi Rahbek.
<<< Tilbage til planteleksikon
Året rundt med Housewife.dk
Må jeg sende tips, inspiration eller gratis gaver til dig hver fredag, som gør det nemmere for dig, at holde styr på årets gang i hus, have og familieliv?